Den første regn

En tidlig søndag morgen for en uge siden, kørte seks af os volontører, heriblandt de to sygeplejersker, ud i en landsby, to timer ude af en grusvej. Det var en bumlet vej der førte os ud til en lille landsby midt mellem en masse bjerge. Det var et rigtig smukt område og her skulle folk tilses for alle deres sygdomme.

Under et stort træ blev der stillet et bord og nogle plasticstole op, det skulle gøre det ud for selve lægeklinikken. Nogle meter derfra blev der stillet bænke og stole op. Her skulle vi, der ikke er sygeplejersker, måle puls, blodtryk og temperatur inden folk blev sendt over til sygeplejerskerne.

Folk fik udleveret medicin og en pose rent vand inden de blev sendt hjem. Nogle enkelte var så dårlige at de fik lagt drop. De der skulle have drop, blev sat op af det store træ, hvor medicinen/væsken skulle hænges op. Det var primitivt, men det er vilkårene når man er langt ude i ingenting og ikke har et stativ til rådighed til at hænge poserne på.

På vej hjem så vi, at hamatanen var kommet over Mbamba. Hamatanen er sand fra Sahara, der bliver blæst ned over landet. Der var virkelig meget sand i luften og vi kunne ikke se ret langt. Et par timer efter begyndte det at tordne ude i horisonten og pludselig kom de første regndråber. Regndråberne var store og faldt tungt på os, de var beskidte pga. alt det sand der hang i luften, men da sandet var blevet regnet ned af luften, var regnen ren og skøn.

 Vi stod alle ude på terrassen og nød at det regnede. Luften blev forandret fra varm og tung, til kold og forfriskende. Vinden var gået fra at være stille til at være blæsende. I løbet af en halv time kom tordenvejret ind over os med nogle store regnbyger. Det stod ned i stænger og vandet dannede små bække på den tørre jord, der ikke kunne suge det hele på én gang. I luften var der store lyn, og der kom så mange lyn oven i hinanden, at det lidt var som et stroboskoplys der blinker vildt.

I løbet af en time fik det regnet af og lysglimtene fra lynene kunne ses på den modsatte horisont.

Nu, nogle dage efter, er alt ved at blive grønt. Træerne er blevet grønnere og op af jorden kommer der små grønne græsspirer og andet grønt. Før regnen kom, var nogle af de store træer begyndt at blomstre med store flotte røde blomster, fordi de kunne mærke at regnen var på vej og nu står de endnu flottere end før regnen kom.

Farvel og sanu

I torsdags var det sidste dag på REMI, så vi havde karameller med til Playing Class og havde arrangeret en skattejagt for Special Class.
De skulle gennem forskellige opgaver som kimsleg, løbe med kartofler på skeer, synge en sang og hoppe i sjippetov inden de kunne finde deres kikkerter frem og gå på jagt efter skatten. Vi fandt den og gik mod klassen.
Her fik børnene deres skatte med små gaver og der blev taget billeder af børnene og os tre volontører.
Sent på formiddagen var det tid til at sige farvel. Det var ikke nemt, især fordi nogle af børnene begyndte at græde. Vi fik store knus af alle børnene og måtte nu gå ud af klassen og vinke farvel en sidste gang.
Børnene er helt fantastiske og de vil altid blive husket.

Nu da jeg er færdig med at arbejde på REMI, skal jeg undervise to drenge i matematik på katedral skolen i Jimeta. Jeg glæder mig til at møde dem og til at lære dem noget.

Det er altså farvel noget, men sanu (goddag på det lokale sprog hausa) til noget nyt, der forhåbentlig også giver mange gode oplevelser. Jeg glæder mig!

Små stjerner

En elev kommer med udenfor døren, ikke fordi hun har gjort noget forkert, men fordi hun skal klædes ud, inden hun skal ind og synge for resten af Special Class. Hun får en fin blå kjole med sten på, et par perlekæder og en stor hat. I hånden har hun en mikrofon af toiletruller og gaffatape. Nu er hun klar, døren bliver åbnet og hun går ind i klassen til stor jubel og klapsalver.  Da der er kommet ro i klassen igen begynder hun at synge, og da sangen er slut lyder der atter klapsalver. Hun lyste nu endnu mere op end da hun sang, og som en anden stjerne skulle hun ned og hilse på masserne. Vi fik alle et kæmpe knus og hun strålede som en lille sol. Hun kom af klæd-ud-tøjet og en anden elev kom med uden for døren. Sådan fortsatte det til vi havde været hele klassen igennem.

Jubelråbene måtte kunne høres på hele skolen, og eleverne trak da også et stort publikum. Da vi var ca. halvvejs var vinduerne fyldt med børn der stod og så ind og klappede når eleverne var færdige med at optræde.

Jeg tog på et tidspunkt mig selv i at stå og se rundt, og tænke på hvor stolt jeg var af disse børn. De skinnede som små stjerner, og jeg var så stolt over, at der var elever fra andre klasser der stod og så på. Eleverne i Special Class er virkelig helt specielle, og de er rigtig gode til at bakke hinanden op. Når de var færdige med at synge, gik de rundt i klassen og gav knus, og der var lange og høje klapsalver. Selvom eleverne ofte slår hinanden er de også gode til at drage omsorg for hinanden bl.a. ved at bakke hinanden op og klappe af hinanden, når de har gjort noget godt som fx at optræde.

De er små stjerner som lyser op når de får lov til at gøre det de er bedst til, og det gik op for mig hvor glad jeg er for hver og en af dem, og hvor meget jeg kommer til at savne dem.