En elev kommer med udenfor døren, ikke fordi hun har gjort noget forkert, men fordi hun skal klædes ud, inden hun skal ind og synge for resten af Special Class. Hun får en fin blå kjole med sten på, et par perlekæder og en stor hat. I hånden har hun en mikrofon af toiletruller og gaffatape. Nu er hun klar, døren bliver åbnet og hun går ind i klassen til stor jubel og klapsalver. Da der er kommet ro i klassen igen begynder hun at synge, og da sangen er slut lyder der atter klapsalver. Hun lyste nu endnu mere op end da hun sang, og som en anden stjerne skulle hun ned og hilse på masserne. Vi fik alle et kæmpe knus og hun strålede som en lille sol. Hun kom af klæd-ud-tøjet og en anden elev kom med uden for døren. Sådan fortsatte det til vi havde været hele klassen igennem.
Jubelråbene måtte kunne høres på hele skolen, og eleverne trak da også et stort publikum. Da vi var ca. halvvejs var vinduerne fyldt med børn der stod og så ind og klappede når eleverne var færdige med at optræde.
Jeg tog på et tidspunkt mig selv i at stå og se rundt, og tænke på hvor stolt jeg var af disse børn. De skinnede som små stjerner, og jeg var så stolt over, at der var elever fra andre klasser der stod og så på. Eleverne i Special Class er virkelig helt specielle, og de er rigtig gode til at bakke hinanden op. Når de var færdige med at synge, gik de rundt i klassen og gav knus, og der var lange og høje klapsalver. Selvom eleverne ofte slår hinanden er de også gode til at drage omsorg for hinanden bl.a. ved at bakke hinanden op og klappe af hinanden, når de har gjort noget godt som fx at optræde.
De er små stjerner som lyser op når de får lov til at gøre det de er bedst til, og det gik op for mig hvor glad jeg er for hver og en af dem, og hvor meget jeg kommer til at savne dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar