Den første regn

En tidlig søndag morgen for en uge siden, kørte seks af os volontører, heriblandt de to sygeplejersker, ud i en landsby, to timer ude af en grusvej. Det var en bumlet vej der førte os ud til en lille landsby midt mellem en masse bjerge. Det var et rigtig smukt område og her skulle folk tilses for alle deres sygdomme.

Under et stort træ blev der stillet et bord og nogle plasticstole op, det skulle gøre det ud for selve lægeklinikken. Nogle meter derfra blev der stillet bænke og stole op. Her skulle vi, der ikke er sygeplejersker, måle puls, blodtryk og temperatur inden folk blev sendt over til sygeplejerskerne.

Folk fik udleveret medicin og en pose rent vand inden de blev sendt hjem. Nogle enkelte var så dårlige at de fik lagt drop. De der skulle have drop, blev sat op af det store træ, hvor medicinen/væsken skulle hænges op. Det var primitivt, men det er vilkårene når man er langt ude i ingenting og ikke har et stativ til rådighed til at hænge poserne på.

På vej hjem så vi, at hamatanen var kommet over Mbamba. Hamatanen er sand fra Sahara, der bliver blæst ned over landet. Der var virkelig meget sand i luften og vi kunne ikke se ret langt. Et par timer efter begyndte det at tordne ude i horisonten og pludselig kom de første regndråber. Regndråberne var store og faldt tungt på os, de var beskidte pga. alt det sand der hang i luften, men da sandet var blevet regnet ned af luften, var regnen ren og skøn.

 Vi stod alle ude på terrassen og nød at det regnede. Luften blev forandret fra varm og tung, til kold og forfriskende. Vinden var gået fra at være stille til at være blæsende. I løbet af en halv time kom tordenvejret ind over os med nogle store regnbyger. Det stod ned i stænger og vandet dannede små bække på den tørre jord, der ikke kunne suge det hele på én gang. I luften var der store lyn, og der kom så mange lyn oven i hinanden, at det lidt var som et stroboskoplys der blinker vildt.

I løbet af en time fik det regnet af og lysglimtene fra lynene kunne ses på den modsatte horisont.

Nu, nogle dage efter, er alt ved at blive grønt. Træerne er blevet grønnere og op af jorden kommer der små grønne græsspirer og andet grønt. Før regnen kom, var nogle af de store træer begyndt at blomstre med store flotte røde blomster, fordi de kunne mærke at regnen var på vej og nu står de endnu flottere end før regnen kom.

Farvel og sanu

I torsdags var det sidste dag på REMI, så vi havde karameller med til Playing Class og havde arrangeret en skattejagt for Special Class.
De skulle gennem forskellige opgaver som kimsleg, løbe med kartofler på skeer, synge en sang og hoppe i sjippetov inden de kunne finde deres kikkerter frem og gå på jagt efter skatten. Vi fandt den og gik mod klassen.
Her fik børnene deres skatte med små gaver og der blev taget billeder af børnene og os tre volontører.
Sent på formiddagen var det tid til at sige farvel. Det var ikke nemt, især fordi nogle af børnene begyndte at græde. Vi fik store knus af alle børnene og måtte nu gå ud af klassen og vinke farvel en sidste gang.
Børnene er helt fantastiske og de vil altid blive husket.

Nu da jeg er færdig med at arbejde på REMI, skal jeg undervise to drenge i matematik på katedral skolen i Jimeta. Jeg glæder mig til at møde dem og til at lære dem noget.

Det er altså farvel noget, men sanu (goddag på det lokale sprog hausa) til noget nyt, der forhåbentlig også giver mange gode oplevelser. Jeg glæder mig!

Små stjerner

En elev kommer med udenfor døren, ikke fordi hun har gjort noget forkert, men fordi hun skal klædes ud, inden hun skal ind og synge for resten af Special Class. Hun får en fin blå kjole med sten på, et par perlekæder og en stor hat. I hånden har hun en mikrofon af toiletruller og gaffatape. Nu er hun klar, døren bliver åbnet og hun går ind i klassen til stor jubel og klapsalver.  Da der er kommet ro i klassen igen begynder hun at synge, og da sangen er slut lyder der atter klapsalver. Hun lyste nu endnu mere op end da hun sang, og som en anden stjerne skulle hun ned og hilse på masserne. Vi fik alle et kæmpe knus og hun strålede som en lille sol. Hun kom af klæd-ud-tøjet og en anden elev kom med uden for døren. Sådan fortsatte det til vi havde været hele klassen igennem.

Jubelråbene måtte kunne høres på hele skolen, og eleverne trak da også et stort publikum. Da vi var ca. halvvejs var vinduerne fyldt med børn der stod og så ind og klappede når eleverne var færdige med at optræde.

Jeg tog på et tidspunkt mig selv i at stå og se rundt, og tænke på hvor stolt jeg var af disse børn. De skinnede som små stjerner, og jeg var så stolt over, at der var elever fra andre klasser der stod og så på. Eleverne i Special Class er virkelig helt specielle, og de er rigtig gode til at bakke hinanden op. Når de var færdige med at synge, gik de rundt i klassen og gav knus, og der var lange og høje klapsalver. Selvom eleverne ofte slår hinanden er de også gode til at drage omsorg for hinanden bl.a. ved at bakke hinanden op og klappe af hinanden, når de har gjort noget godt som fx at optræde.

De er små stjerner som lyser op når de får lov til at gøre det de er bedst til, og det gik op for mig hvor glad jeg er for hver og en af dem, og hvor meget jeg kommer til at savne dem.

De prutter i Nigeria!

Jeg vil gerne fortælle jer derhjemme hvordan man handler ind i Nigeria. Hernede tager man ikke bare i det lokale supermarked og handler ind på et kvarter. Her skal man på marked, hvor man går rundt for at finde de gode steder at købe frugt, grønt, mel, ris og lign., altså de steder hvor frugten og grøntsagerne er pænest. Når man har fundet ud af hvor meget man vil købe, spørger man hvor meget de vil have for det. Den første pris man får at vide er ”baturi-prisen”, altså den pris man skal betale fordi man er hvid. De tror, at fordi vi er hvide, har vi råd til at betale en meget højere pris end de lokale. Vi får dog oftest pruttet prisen ned på det beløb vi vil give, og hvis man kommer tilbage til de samme boder hver gang man er på marked, får man også en bedre pris, fordi de kan se, at man er en loyal kunde. Selvom vi får priserne ned, giver vi dog stadig mere end de lokale, men dette er også en måde at betale skat på. Hernede betaler de rigeste nigerianere mere når de handler end de fattigste, og det er den måde hvorpå man fordeler nogle af pengene i samfundet.

Fordi man ikke bare kan få den rigtige pris at vide første gang man spørger, og fordi der ikke er nogen fast pris, er man nødt til at prutte om prisen, hvilket er grunden til at det tager lang tid at handle ind. Hvis vi er målrettede, har delt os ind i små grupper der køber hver sin kategori af varer og går til de steder vi kender, tager det ca. en time at handle ind til 8-10 mennesker til et par dage.

De har dog også små butikker, der minder om supermarkeder. Her har varerne faste priser og det tager ikke ret lang tid at handle ind fordi varerne står overskueligt på hylderne. Det er for det meste her man kan finde importerede varer så som dåsevarer, havregryn, ketchup osv. Priserne er ret høje, så her køber vi kun de varer vi ikke kan finde på markedet.

Det er hyggeligt at være på markedet, men jeg er også lidt træt når vi kommer hjem, fordi man hele tiden skal hilse på folk og snakke godt for sig, for at få den bedste pris.

DEA - des es Africa

Vi har været uden internet i ca. to uger, så det er årsagen til at der ikke er kommet nye blogindlæg før nu. Sådan er det at være i Afrika, det der virkede i går virker måske ikke i dag. Sådan er det også med vores generator, der lige nu er til reparation.

Strømmen i Nigeria er noget der kommer og går. Det skyldes at der er nogle kinesiske virksomheder, som producerer generatorer, der betaler elselskabet i Nigeria, NEPA, for ikke at sende strøm til hele landet døgnet rundt. Når der ikke er strøm hele tiden er folk nødt til at købe generatorer, hvis de vil have strøm når de har brug for det. De generatorer der bliver sendt herned er af meget dårlig kvalitet, så de skal hele tiden repareres og have nye reservedele, eller måske ligefrem skiftes helt ud, hvilket producenterne af generatorerne tjener godt på.

Når vi endelig har strøm, oplader vi alt vores elektronik, fanerne kører så vi får lidt luft og vi fylder vandtønderne så vi har vand til at bade i. Når man skal have et bad hernede forgår det med en stor kop som man øser vand over sig med. Bruseren bruger vi kun til at fylde vand i tønderne og det gør vi kun når der er strøm, så der samtidig bliver fyldt op i vores store tank udenfor, som forsyner vores brusere og vandhaner med vand.

Noget andet, der kendetegner Afrika er udtrykket ”African time”, der betyder, at man kommer en halv til en hel time for sent. Man kan derfor godt have en aftale, men det er ikke sikkert at folk møder op til det tidspunkt man har aftalt. De nigerianere, der er ansat af Mission Afrika, fx vores chauffører og andre, kan dog ikke i deres arbejdstid bruge ”african time”, da vi regner med dem, og derfor møder de også op til de aftalte tidspunkter.

Billeder på facebook

Så er der et link til mine billeder på facebook.

http://www.facebook.com/album.php?aid=284731&id=741059254&l=63f759260d

Child is gold

Siden jeg skrev sidst er der sket en masse ting. En af tingene er, at jeg er begyndt på mit arbejde på handicapskolen REMI. I Nigeria er handicappede ikke noget man taler om, da det er en skam for familien, men der er dog en skole der gerne tager sig af disse specielle børn. Skolen hedder REMI og det er der jeg skal arbejde, skolen har dog også elever der ikke er handicappede. REMI er en skole med ca. 400 elever hvoraf de ca. 20 er handicappede. Der er en klasse for de handicappede, men der er også handicappede ude i de almindelige klasser. Ved at børn med mange forskellige handicaps er samlet i én klasse, skal man favne bredt og prøve at have aktiviteter der fanger alle.

Den første arbejdsdag havde vi fået at vide skulle være en observerende dag, så vi kunne se hvordan vi kunne bidrage med forandringer, men da vi kom ind i klasserne, forventede lærerne, at vi underholdt børnene, så vi blev kastet lige ud i det.

Fra kl. 8 – 9 er jeg i Playing Class, som er en klasse hvor det går ud på at lege. Det minder om en vuggestue, børnene er 2 – 4 år, så der er ikke rigtig undervisning, men derimod sanglege.

Den første dag hvor vi ikke havde forberedt noget, sang vi nogle sange og prøvede at lege ”kongens efterfølger”, men børnene havde mere travlt med at skubbe hinanden end at være med i legen, så det var ikke så vellykket. Efter en halv time blev der hældt en stor pose legetøj ud på gulvet, og børnene begyndte at skændes om hvem der skulle lege med hvilket legetøj. Det var dog ikke det mest underlige at se hvordan de skændtes om det, men nok mere at de ikke havde nogen fantasi, og ikke vidste hvordan de skulle lege med det. Vi var nødt til at vise dem, at man kan bruge bilen til at køre rundt på gulvet, at en mølle kan køres rundt osv.

Herefter gik vi over i Special Class, som er klassen udelukkende med handicappede. Vi blev mødt med store smil og kram. Der er så meget livsglæde i denne klasse og det smitter virkelig. Den første dag her var lidt ligesom i Playing Class; vi vidste ikke hvad vi skulle lave, så her blev det også til sanglege, men i denne klasse er læreren, der er næsten blind, virkelig engageret og vi danskere lærte også nogle nye sanglege.

Herefter var det spisetid, inden der var flere sanglege.

Da jeg fik fri var jeg virkelig træt, for det havde været en meget kaotisk dag, og der havde været mange nye indtryk. Den første arbejdsdag var en torsdag og vi skulle først arbejde igen om mandagen, så i weekenden forberedte vi os, bl.a. ved at oversætte danske børnesange og sanglege til engelsk.

De andre dage på arbejde var helt anderledes, efter at vi har forberedt os. Vi er startet med at lære tallene i Special Class og det er gået rigtig godt. Det er ikke alle der lærer noget, men de synes alle sammen at det er sjovt og hyggeligt, og de er godt underholdt.  Vi har også tegnet lidt med dem, men de har svært ved at holde koncentrationen, så det bliver nok ikke så ofte vi gør det. Der skal helst være gang i den hele tiden i Special Class og man er træt når man kommer hjem fra arbejde ved middagstid, men det er heldigvis på den gode måde. Ud over at være træt når jeg kommer hjem, er jeg også rigtig glad, for børnene er glade og smiler, og de er glade for den omsorg de får i løbet af dagen. 

REMI’s motto er: “Child is gold” og det er virkelig rigtigt. Man bliver glad af at være sammen med børn, og også handicappede har en masse livsglæde, smil og kram at dele ud af. Derfor passer skolens motto utroligt godt til de børn der går på skolen, de er nemlig alle guldklumper på hver deres måde, - de er en værdi i samfundet og ikke mindst i hinanden og vores liv. Det er meningsfyldt arbejde og jeg er allerede rigtig glad for at være der.