Child is gold

Siden jeg skrev sidst er der sket en masse ting. En af tingene er, at jeg er begyndt på mit arbejde på handicapskolen REMI. I Nigeria er handicappede ikke noget man taler om, da det er en skam for familien, men der er dog en skole der gerne tager sig af disse specielle børn. Skolen hedder REMI og det er der jeg skal arbejde, skolen har dog også elever der ikke er handicappede. REMI er en skole med ca. 400 elever hvoraf de ca. 20 er handicappede. Der er en klasse for de handicappede, men der er også handicappede ude i de almindelige klasser. Ved at børn med mange forskellige handicaps er samlet i én klasse, skal man favne bredt og prøve at have aktiviteter der fanger alle.

Den første arbejdsdag havde vi fået at vide skulle være en observerende dag, så vi kunne se hvordan vi kunne bidrage med forandringer, men da vi kom ind i klasserne, forventede lærerne, at vi underholdt børnene, så vi blev kastet lige ud i det.

Fra kl. 8 – 9 er jeg i Playing Class, som er en klasse hvor det går ud på at lege. Det minder om en vuggestue, børnene er 2 – 4 år, så der er ikke rigtig undervisning, men derimod sanglege.

Den første dag hvor vi ikke havde forberedt noget, sang vi nogle sange og prøvede at lege ”kongens efterfølger”, men børnene havde mere travlt med at skubbe hinanden end at være med i legen, så det var ikke så vellykket. Efter en halv time blev der hældt en stor pose legetøj ud på gulvet, og børnene begyndte at skændes om hvem der skulle lege med hvilket legetøj. Det var dog ikke det mest underlige at se hvordan de skændtes om det, men nok mere at de ikke havde nogen fantasi, og ikke vidste hvordan de skulle lege med det. Vi var nødt til at vise dem, at man kan bruge bilen til at køre rundt på gulvet, at en mølle kan køres rundt osv.

Herefter gik vi over i Special Class, som er klassen udelukkende med handicappede. Vi blev mødt med store smil og kram. Der er så meget livsglæde i denne klasse og det smitter virkelig. Den første dag her var lidt ligesom i Playing Class; vi vidste ikke hvad vi skulle lave, så her blev det også til sanglege, men i denne klasse er læreren, der er næsten blind, virkelig engageret og vi danskere lærte også nogle nye sanglege.

Herefter var det spisetid, inden der var flere sanglege.

Da jeg fik fri var jeg virkelig træt, for det havde været en meget kaotisk dag, og der havde været mange nye indtryk. Den første arbejdsdag var en torsdag og vi skulle først arbejde igen om mandagen, så i weekenden forberedte vi os, bl.a. ved at oversætte danske børnesange og sanglege til engelsk.

De andre dage på arbejde var helt anderledes, efter at vi har forberedt os. Vi er startet med at lære tallene i Special Class og det er gået rigtig godt. Det er ikke alle der lærer noget, men de synes alle sammen at det er sjovt og hyggeligt, og de er godt underholdt.  Vi har også tegnet lidt med dem, men de har svært ved at holde koncentrationen, så det bliver nok ikke så ofte vi gør det. Der skal helst være gang i den hele tiden i Special Class og man er træt når man kommer hjem fra arbejde ved middagstid, men det er heldigvis på den gode måde. Ud over at være træt når jeg kommer hjem, er jeg også rigtig glad, for børnene er glade og smiler, og de er glade for den omsorg de får i løbet af dagen. 

REMI’s motto er: “Child is gold” og det er virkelig rigtigt. Man bliver glad af at være sammen med børn, og også handicappede har en masse livsglæde, smil og kram at dele ud af. Derfor passer skolens motto utroligt godt til de børn der går på skolen, de er nemlig alle guldklumper på hver deres måde, - de er en værdi i samfundet og ikke mindst i hinanden og vores liv. Det er meningsfyldt arbejde og jeg er allerede rigtig glad for at være der.