fredag den 7. januar 2011

Sommerfugle i maven

Jeg har sommerfugle i maven og en forventningens glæde. Jeg er nemlig snart på vej ud på et eventyr, hvor jeg forhåbentlig kommer til at lære en masse om mig selv, dem jeg rejser med og måske vigtigst af alt, en ny kultur i et helt andet land at kende.

Jeg skal til Nigeria, nærmere bestemt til byen Yola, i det nordøstlige Nigeria. Her skal jeg bo i et hus der ligger på kostskolen Mbambas område. Her skal jeg bo sammen med 7 andre piger. Vi kommer fra forskellige steder i Danmark og har i denne uge lært hinanden at kende. Vi skal arbejde forskellige steder i nærheden af hvor vi skal bo i Nigeria. Nogen skal arbejde på kostskolen, andre skal være ude som sygeplejersker og til sidst er vi tre der skal arbejde på REMI.

Min baggrund for at tage afsted og for at glæde mig så meget som jeg gør er, at jeg i november 2006 var med min efterskoleklasse, horneXplorer, fra Horne Efterskole, i Nigeria. Her fulgte vi bl.a. undervisningen på Mbamba og vi var også på nogle ture mens vi boede der. Her besøgte vi mange steder, men ét sted der virkelig gjorde indtryk, var skolen REMI. Her er nogle af eleverne handicappede, men på trods af det, så jeg livsglæde og livsmod der virkelig rørte mig. Børnene var glade for at vi ville lege med dem og tog os tid til dem, og jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle tilbage til dette sted.

Efter at have afsluttet hhx, har jeg nu fået tid og råd til at komme afsted igen. Denne gang er det som volontør, altså frivillig arbejder. Derfor sidder jeg nu i Højbjerg ved Århus sammen med de andre, der skal afsted. Vi hører en masse om de steder vi skal hen, hvad vi skal passe på og lærer hinanden at kende. Nu er vi snart klar til at komme afsted og jeg glæder mig!

De næste måneder vil jeg skrive om mine oplevelser i det fantastiske land og jeg håber, at I vil følge med på sidelinjen.

3 kommentarer:

  1. Kære Marianne,
    Du har intet begreb om, hvor stolt, jeg egentlig er over at have bare en lille del i skylden for dit forestående eventyr!
    Det var en ganske særlig oplevelse at være i Nigeria med dig i 2007. Og jeg ærgrer mig gul og blå over ikke at møde dig på Mbamba og Remi til april, som der ellers var lagt op til...
    Jeg ved, du får en fantatisk rejse med storslåede, hjerteknugende og meget, meget stærke oplevelser. Jeg ved også, at jeg vil følge dig i tankerne hver dag. Og følge med, når du vågner på Mbamba, henter vand og tager afsted til Remi og alle børnene.
    Jeg beder også til, at du kommer sikkert frem og ikke mindst hjem igen.
    Og husk så, at ikke mindst din mor og far, men også vi andre gerne hører nyt undervejs.
    Jeg glæder mig på dine vegne.
    Hils Mrs. Bongi og giv hende et kæmpe knus fra mig.
    Hans
    din tidl. med-Afrikafarer og dansklærer

    SvarSlet
  2. Nå, ja, det var jo i november 2006 og ikke februar, som de sidste ture har været med horneXplorer. Tiden går. Nyd det nu også lidt for mig.

    SvarSlet
  3. Ja så kom du afsted og mon ikke snart sommerfuglene bliver lukket ud. Jeg husker tydeligt, hvad du sagde som noget af det første den morgen i dec. 2006, da jeg hentede dig på Horne Efterskole, da I kom hjem fra Nigeria nemlig: "Der vil jeg ned igen".
    Pas på dig selv og de andre dernede.
    Vi glæder os til at læse om dine oplevelser.
    Knus Mor

    SvarSlet